Det første spørgsmål man hører som fridykker er: "jamen er det ikke farligt". Hertil kan vi kun svare nej, det er det ikke. Men det kræver selvfølgelig at man tænker sig om.

Den almindelige træning består af almindelig svømning og forskellige dykkeøvelser, samt statisk træning. Under denne form for træning er det tilstrækkeligt, at man træner sammen med en makker, og at man holder øje med hinanden. Alle i klubben bliver i løbet af de første par gange introduceret for hvad der kan ske, og hvordan man undgår det.

Man skal aldrig dykke eller svømme alene!... mange af ulykker i forbindelse med vand sker når man gør ting alene, og som regel ville en makker kunne have afhjulpet problemet relativt simpelt. En stor del af sikkerheden, specielt på åbent vand, består også i forberedelsen. Har man for eksempel inden dykket tjecket vind, vejr, bølge, tilkørselsforhold, eventuelle muligheder for selvredning og ikke mindst strømforholdene på det pågældende sted.

Presser man sig selv til det yderste, som for eksempel vi gør når det drejer sig om konkurrencer og rekordforsøg, skal man tage visse forholdsregler for at sporten er forsvarlig. Her skal være sikkerhedsdykkere i vandet, og livreddere på land som alle koncentre sig om én atlet af gangen. Desuden har vi til konkurrencer og rekordforsøg en læge med på kanten. Billedet her til højre stammer fra Aarhus Tripple Challenge, bemærk sikkerhedssvømmeren i overfladen, der har snorkel og finner på. Snorkelen er vigtig, da man på denne måde undgår at slippe atleten af syne. Finnerne er nødvendige for at følge med, da en dykker der er i gang med dynamisk dykning med monofinne, kan skyde meget stor fart. Pladen har man med i tilfælde af at dykkeren kommer op ude ved banetovet... her hjælper pladen dykkeren med at holde munden fri af vandet.

I statisk dykning er en makker ligeledes meget vigtig, makkeren bør når man nærmer sig sin grænse, prikke en på skulderen er spørge efter et OK-tegn. Bliver tegnet utydeligt eller inkoncekvent, siger man til sin dykker at han skal komme op... sker dette ikke bør ma gribe ind. Jo bedre man kender sin makker, desto nemmer er det at se hvornår vedkommende er ved at være presset.

På Billedet til venstre kigger vi hen over dommer og sikkerhedsfolk på kanten. Sikkerhedsdykkeren Esben holder her øje med nakken og de til tider kraftige trækninger man kan se kroppen lave. Hvis dykkeren som her er i neopren, kan det være meget svært at se grå øre, læber, trækninger og spændinger i nakken. Derfor er det vigtigt at bede om OK-tegn oftere og oftere igennem dykket.

OK-tjeck kan virke frustrerende for dykkeren, så aftal derfor altid hvordan lige præcis du ønsker disse udført.

Til sidst er der en lille ordforklaring:

Samba:

Forekommer når en person presser sig selv lidt for meget. Krampeagtig rystetur i dele af, eler hele kroppen... kan hvis man ikke trækker vejret med det samme ende i en blackout.

Kongesamba:

Forekommer når en person presser sig selv yderligere. Som foregående men MEGET kraftig, og ret skræmmende at se på. Er praktisk talt ofte en blackout, da men ikke bagefter kan huske hvad der er sket. Ofte går vejrtrækningen ikke i gang igen af sig selv, og skal hjælpes på vej med et kraftigt pust lige under næsen. Personen bør have ilt fra en iltkuffert.

Blackout:

Forekommer når en person presser sig selv ALT for meget. Som følge af iltmangel "besvimer" man, men grundet manglen på ilt, er der øget risiko for hjertestop. Livreddere og hjælpere skal være på pletten og hjælpe åndedættet igang igen enten med kraftigt pust i ansigtet, eller en desideret mund til mund indblæsning. Personen bør have ilt med iltkuffert.

Shallow Water Blackout:

Forekommer ved, en for den person, langt dyk. En blackout som følge af et dyk til stor dybde. Under tryk optager vi en større mængde af den ilt vi har i lungerne. Når man herefte kommer tilbage til overfladen, falder trykket i lungerne, og ilten kan nu gå tilbage i lungerne, altså VÆK fra blodet. Dette bevirker at man besvimer nær overfladen.

Overfladeprotokol